Den stenbrydende virkning af diamantbor fuldendes af diamantpartikler. For at kende borets klippebrydende effekt er det nødvendigt at forstå klippebrydningseffekten af en enkelt diamant. I hård formation gør en enkelt diamant under påvirkning af WOB klippen i en meget høj stresstilstand (ca. 4200-5700MPa, nogle data mener, at den kan nå 6300MPa), hvilket får klippen til at gennemgå en litologisk transformation fra skørhed til plasticitet. Når en enkelt diamant æder sig ind i formationen, skærer den sten under påvirkning af drejningsmoment, og skæredybden er stort set lig med dybden af diamantpartikler. Denne proces er ligesom "pløjning", så det kaldes pløjeeffekten af diamantbit.
I nogle sprøde klipper (såsom sandsten, kalksten osv.) er volumenet af den knækkede klippe meget større end volumenet af de diamantpartikler, der spises og roteres under den samtidige påvirkning af vægten på bitsmoment. Når trykket er lille, kan der kun dannes små riller langs diamantbevægelsesretningen. Forøgelse af trykket vil bryde klippen i dybden af den lille rille og begge sider, hvilket overstiger sektionsstørrelsen af diamantpartikler.
Den stenbrydende effekt af diamantbit er relateret til litologi og eksterne faktorer, der påvirker litologi (såsom tryk, temperatur, formationsvæskeegenskaber osv.), og bittrykket er en vigtig faktor. Ligesom keglebitten har den tre måder at bryde overfladen på, træthedsbrydning og volumenbrydning ved stenbrydning. Kun når diamantpartiklerne har tilstrækkeligt specifikt tryk til at æde sig ind i formationens klippe og få klippen til at knække i volumen, kan den ideelle klippebrydende effekt opnås.




